SMILY - en usynlig tandretning #2

DIY havebord med fliser/klinker

*Fliserne er sponsoreret af Bad & Fliser. Med koden “NL20” kan du spare 20% på alle deres farvede fliser. Du kan se hele deres udvalg her


Når jeg ser noget smukt på instagram er jeg lynhurtig til at tænke “dét vil jeg også have”.. Men lige så hurtig som jeg vil have det, lige så hurtigt skyder Rasmus mine idéer til jorden. Om det er fordi jeg har rigtig mange halvfærdige projekter, eller fordi jeg konstant ændre/laver om i vores hjem, ved jeg ikke, men jeg ved at Rasmus sagde, at hvis jeg skulle have et lyserødt havebord, så måtte jeg sgu selv lave det.. Så det gjorde jeg! 😀

Hånden på hjertet: Det var lettere end jeg troede. Mit bord har nogle fejl og dem skal jeg nok dele med jer, men på trods af disse fejl så er bordet blevet fuldstændig perfekt i mine øjne. Jeg er stadig af den overbevisning at øvelse gør mester, og taget i betragtning af at jeg hverken er øvet, uddannet eller har anden erfaring, så er det sgu ret godt klaret hvis jeg selv skal sige det 😉

Det har været vigtigt for mig at holde havebordet i en billig prisklasse. Jeg kender nemlig mig selv godt nok til at vide, at jeg er typen der følger hver en trend, og om nogle år er dette (måske) ikke længere in.

Dette skal du købe:

  • En plade i ønsket mål. Jeg købte en OSB plade da dette var billigst. Du kan også sagtens bruge en krydsfiner plade eller en spånplade. Lige meget hvilken type træplade du bruger, så vil træet bevæge sig, da det er levende materiale. Hvis du skal have en plade som kan holde “for evigt” så skal du have en plade som ikke er lavet af træ. Men så kommer du højt op i pris. Vores OSB plade kostede 190 kr.
  • Bordben. Vi havde nogle bordben stående i vores skur, som var fra IKEA. Det ser ud til at disse er udgået, men her er et fint alternativ. Jeg ville personligt gå efter ben i stål/metal så de kan tåle vind og vejr.
  • Fliser i ønsket farve og mængde. En kasse med 44 stk koster 240 kr med min rabatkode. Jeg brugte 2,5 kasse til vores havebord. Ønsker man ikke fliser på siderne af bordet, kan man nøjes med færre fliser. Så find ud af hvor stort et bord du ønsker, og find så ud af hvor mange fliser der skal til. Hver flise måler 15 x 15 cm.
  • Primer. Jeg købte denne i Bauhaus til 110 kr. Primeren er til at “lukke træet inde” så det ikke suger for meget fugt, og derved bevæger sig.
  • Fliseklæb. Det er selve limen mellem bord og flise. Den købte jeg også i Bauhaus og den kostede 85 kr. Jeg valgte at købe fliseklæb i hvid, men i princippet kan man også købe i grå som er billigere (35 kr) Man ser nemlig ikke fliseklæben, da denne er under fliserne 😉 Link til den hvide får du her.
  • Fuge. Fugen er den som ses mellem fliserne. Så her er det vigtigt at vælge den farve du gerne vil have. Jeg valgte en fuge i “perlehvid”. Den gav jeg 55 kr. for – også i Bauhaus. Link er her.
  • Flisekryds. Det sikre dig den samme afstand mellem fliserne, når du ligger dem. Jeg valgte flisekryds i 0,2 mm da jeg helst ville have tynde fuger. Jeg har set andre bruge tandstikker som alternativ til flisekryds. Jeg købte disse til 25 kr.
  • En fliseskære. Dette er kun nødvendigt hvis du ønsker at dit havebord skal have kanter. De profesionelle anbefaler at man bruger en vådskærer, og sådan en plejer man at kunne leje i byggemarkederne. Men dette kan man pt ikke pga. corona. Jeg er dog personligt også mest tryg ved ikke-elektriske maskiner, så det passede mig ganske fint med en “hobby” skærer  😀
    Jeg købte denne i Biltema til 85 kr og den gjorde det altså overraskende godt!
  • Tandspartel. Det er til at smøre fliseklæb ud på din plade. Jeg købte et sæt med 2 stk i for 18 kr i Biltema. Linket til sættet er her.
  • Fugeskraber. Det er til at fordele fugen på dit bord. Jeg købte en i Biltema til 25 kr. Der er link her. Jeg synes dog der var nemmere at smører fugen med en køkkensvamp.

Listen er lang, men hvis du køber det hele er prisen 403 kr som er inkl. fliseskæren. Denne pris er dog uden plade, fliser og bordben.

Sådan gør du: 

Dag 1.
Find ud af hvor stort du ønsker dit havebord. Tag højde for fugerne når du skal finde dit samlede mål. Overvej om fliserne skal “gå ud over kanten” når man kigger oppe fra, eller om det skal passe 100% på bordet. Jeg valgte at vores skulle gå ud over, da jeg gerne ville have kanter på mit bord. På denne måde, ville kanterne være “under” bordet, og jeg slap derfor for en synlig fuge i kanterne når man kiggede oppefra. Giver det mening? 😀 ellers er der et billede i bunden af indlægget som viser det.

Hvis du vil have et langt bord, kræver det lidt træ under for at stabilisere det. Jeg fik Rasmus til at bygge en ramme under, og bagefter monterede vi benene.

Da bordet var samlet gav jeg hele pladen primer. Både på over- og undersiden. Jeg lod det tørre i 1 time. Så gav jeg det en omgang til, for at være sikker på at jeg ikke havde overset et sted. Mens primerne tørrede, skar jeg kanterne til havebordet. Jeg valgte at vores kanter skulle være 2,5 cm.

Da bordet var tørt, gik jeg i gang med at lægge fliserne. Da alle fliser var lagt, skulle det tørre i 24 timer. Tørretiden er det der tager længst tid, så lav dit bord et sted hvor det kan stå i tørvejr.

Dag 2. 
Fliserne sidder nu helt fast, og det er blevet tid til at fuge. Fugen kan godt få en konsistens af modulervoks, så jeg brugte en gang i mellem mine hænder til at få fugen godt ned mellem fliserne. Blev det for tørt, gav jeg det en spytklat 😉

Når der var fuge mellem alle fliserne, tog jeg en spand med vand og en køkkensvamp og “vaskede” mine fuger og fliser. På den måde fik jeg flotte glatte fuger. Da hele bordet var tørt af (mange gange) lod jeg det tørre i 24 timer. (Den anbefalede tørretid er 24-48 timer)

Dag 3. 
Bordet er nu færdigt og klar til brug.

Fejl jeg lavede:

Da jeg skulle lægge fliserne, havde jeg travlt med at det skulle være 100% lige “oppe fra”. Altså at fliserne flugtede med hinanden.  Så jeg lagde én række af gangen. Det resulterede i at jeg ikke havde helt styr på undersiden, og fliserne (set nedefra) følger ikke pladen. Jeg skulle altså have startet med at lægge fliserne i et “L” og bagefter fokusere på at lægge dem lige. Denne fejl tænker jeg at man undgår, hvis fliserne ikke skal stikke ud over pladen som jeg valgte at gøre, for så har man automatisk pladens kant at gå efter.

Pladen har på trods af primer givet sig, hvilket har resulteret i små revner i fugen. Jeg ved ikke om dette kan undgåes hvis man bruger en plade der ikke er lavet af træ. Eller hvis man bruger silikonefuge i stedet for alm. fuge.

Her ses den ene fejl 🙂
Planen var at kanterne skulle være som til højre – altså “under” flisen set oppefra.
Men da jeg har lagt fliserne “skråt” på pladen, går fliserne ikke langt nok ud, til at jeg kunne lave denne “kant” hele vejen rundt. Derfor er kanten anderledes til venstre.

OBS: Fliserne er ikke frostsikre, så bordet skal stå inde når vejret ikke længere er i plus. Vores skal stå i et skur, hvilket jeg håber det overlever.

På trods af skønhedsfejl, så elsker jeg vores havebord, og jeg håber at denne guide kan hjælpe, så DU også tør/vil/har mod på at lave et 🙂

Kh Nathasja

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SMILY - en usynlig tandretning #2