Jeg rejser, og du skal med..

Det var nogenlunde sådan det lød, da børnenes far kom og sagde at han ville flytte. Flytte væk.. væk fra Danmark.

og hvad skal man lige svare til det? Når man ikke længere danner par, og man faktisk er kommet videre?..

Lysten til et anderledes liv har altid været der, og snakken har kørt gennem de 8 år vi var sammen.
Tanken om at rejse rundt, opleve en masse, give vores børn en masse minder og ikke mindst TID. Dét har altid stået højt på min ønskeliste.

For helt ærligt.. Hvem gad ikke sidde ved en pool i Marbella, blive lækker brun, drikke lækre drinks og nyde synet af sine børn der leger? Sådan… hver dag? Jeg-gad-fandme-godt!
Ingen vækkeur, ingen forskel på tirsdag eller lørdag, ingen forpligtelser, intet man SKAL.

Jeg tror de fleste børnefamilier kender til hamsterhjulet; Så er det Sankt Hans, hækken skal klippes, så kommer sommerferien, man ved ikke hvordan vejret bliver, skal/skal ikke bestille en rejse, så starter børnene i skole igen, arbejdet kalder, så er det Halloween, første søndag i advent, jul, nytår og pludselig var det sankt hans igen..
Hele møllen om igen – hele livet igennem…

Nogle mennesker er fint tilfreds med sådan et liv. Et 8-16 job med tid til have og sport – og det har jeg virkelig fuld respekt for!! Sådan er jeg bare ikke. Jeg vil have nogle mål, nogle ambitioner, tænke stort og have drømme, som til tider kan virke umulige at nå. Jeg vil løbe efter noget – ellers dør jeg! og hvis der er noget jeg føler mig for tiden, så er det død.

Jeg er helt med på, at hvis man er utilfreds med sit liv, så må man sadle om! Man kan, og skal, ikke bebrejde andre end sig selv. Derfor har beslutningen også været så pisse uoverskuelig og nærmest umulig at tage. For jeg vil jo gerne spanien og friheden og alt det – eller vil jeg?

Ville vi overhovedet kunne finde ud af det? eller ville jeg sidde ulykkelig i Marbella som jeg gjorde på Lavendelvej? Ville jeg kede mig, eller ville jeg elske min frihed mere end noget andet? Ville jeg blive skør af at skulle være mor non-stop og uden pause?

Er der for mange skår i glasset? Ville vi overhovedet kunne bo under samme tag? Ville vi, hvis vi kæmpede nok, kunne få følelser for hinanden igen? Er det mon det rigtige for vores børn? At flytte, rejse til et land hvis sprog ingen af os kan? Hvad har børn egentlig brug for? Udover to glade forældre og en masse kærlighed? Ville vi kunne starte forfra, eller ville vi falde tilbage i vores gamle “roller”?

Hvis vi nu virkelig anstrenger os, en allersidste gang, kunne vi så ikke godt få det til at fungere? For vores børns skyld? Eller har vi haft vores chance?

Alt er blevet undersøgt – som i virkelig alt. Hjemmeundervisning til Malik, fly billetter til vores venner og familie er indregnet i vores budget, og jeg har flittigt undersøgt hvilke lejligheder/hoteller jeg føler kunne danne rammen for vores nye fremtid.

Skal vi være væk i 3 mdr, et halv år eller længere? Skal vi sælge vores hus? Hvad er vores tanker og hvad er planen? Er jeg villig til at tage valget? og er jeg klar på at tage den konsekvens det måtte medbringe?

Mit hovede har været på overarbejde det sidste stykke tid, og mine følelser har været ikke-eksisterende.
Jeg har lukket ned for alt og alle, og virkelig prøvet at beskytte mig selv i alt det her. Alt det, som burde føles rart, har hængt som en sort sky over mit hovede.

For der er noget her i Danmark som holder mig tilbage – og det er ikke venner, familie eller job.

Det er ham jeg har holdt hemmelig! Ham jeg ikke vil stå ved – ham der får mine følelser helt ud af kurs. Det har været skræmmende for mig at mærke, men nu er jeg klar til at give mig selv lov. Lov til at mærke den kærlighed han pt fylder mig med, og som jeg inderligt håber aldrig forsvinder..

En person som virkelig ofre sig for at gøre mig glad, en person som blotter alle sine følelser, så jeg er lige ved at brække mig.. En person som virkelig gerne vil have et liv med mig og mine børn.

Ligemeget hvad jeg vælger, så gør jeg et andet menneske ked af det, og dét har jeg haft det stramt med.

Og hvad skal man egentlig vælge? Kærligheden eller det sjove liv? Det som er bedst for vores børn? Eller det som er bedst for mig?

Der er ingen tvivl om, at jeg føler mig SÅ egoistisk over at skulle tage dette valg. At frarøve min børn noget – som de jo faktisk slet ikke ved har været på tale – dét har været svært. For hvad nu hvis…?

Valget har jeg ikke selv været i stand til at træffe, og dérfor søgte jeg efter svar hos Krumme (håndlæser) -som i øvrigt var den vildeste oplevelse til dato.

At snakke både fortid og fremtid, har virkelig været sundt for mig, og der er ingen tvivl om at jeg har fået meget mere “ro” og en helt anden tro på mig selv. Jeg lærte mig selv at kende på 45 min – jep, det lyder mega skørt – men det gjorde jeg altså. Ting fra min barndom, hvilken type person jeg er, og hvad fremtiden (forhåbentligt) bringer mig. Det var vildt! og godt! og spændende.. Sådan virkelig spændende (hvis det hun kunne se i min hånd altså passer)

Krumme (håndlæser) talte lige ud af posen – og alt var ikke sukkersødt. Der var mange gange i løbet af de 45 min jeg sad hos hende, hvor jeg tænkte “Av – er det sådan jeg er?”

Men hun havde ret i alt hvad hun sagde og så. Jeg må bare erkende sandheden og acceptere den, for det er sådan jeg er – det er sådan jeg er født – og dét skal jeg lære at acceptere.

Konklusion: Jeg bliver i Danmark med mine børn. I hvert fald som tiden og situationen er lige nu. Jeg skal turde lukke kærligheden ind, og råbe fuck janteloven.

/Nathasja

*Børnenes far er blevet ret stødt af mit valg, og vi samarbejder derfor ikke den dag idag.